Terapi
Hvorfor terapi?
Der er mange årsager til, at mennesker opsøger terapi. De fleste tager kontakt til en psykolog når det levede liv i en kortere eller længere periode er blevet for udfordrende, stressende eller belastende. Udfordringerne kan både skyldes indre psykologiske forhold som forventningspres, egne krav, egne forestillinger om, hvad andre måtte tænke, opståede tvivl om livsval eller ydre forhold som arbejdspres, uoverensstemmelser, forskellige former for familiekriser, sygdom og dødsfald. Når vi ikke trives, er det ofte sindets helt normale reaktion på forhold, tilstande eller begivenheder, der ikke er normale. Man kan komme til at føle sig forkert og anderledes, men det er i virkeligheden en naturlig reaktion på omverdenen og den livssituation, du aktuelt står i. Ofte blander tingene sig i en kombination, der kan være svær at skille ad og svært at håndtere på egen hånd.
Hvad man kan opnå ved at gå i terapi?
Psykiske belastninger og udfordringer, kan være svære at håndtere alene. Langt de fleste mennesker oplever derfor også umiddelbar lindring, når de rækker ud efter hjælp eller opsøger en psykolog. Det at tale med en psykolog kan opleves som det rum, hvor der er frihed til at tale åbent med en udenforstående om de problematikker, man står i og med. Vi kan i terapirummet tale frit og lære sider af os selv at kende og se på vores udfordringer fra andre perspektiver. Dette giver ofte mod, motivation og afklaring i forhold til at håndtere situationer og vilkår på nye måder
Hvem kan gå i terapi?
Terapi er for alle. Børn og forældre, unge, voksne og ældre samt for enlige og par. Det kræver ikke nogen særlige evner eller forudsætninger for at kunne gå i terapi og få et positivt udbytte af de terapeutiske samtaler. Det allervigtigste er at være motiveret for at arbejde med sig selv, sine handlinger og sine tankemønstre.
Hvor langt er et terapeutisk forløb?
Et samtaleforløb hos en psykolog/mig kan stække sig over en kortere eller længere periode. Alle mennesker er forskellige og har behov for at arbejde frem mod afklaring, bedring og lindring på vids forskellige måder. Der er ud fra et psykologisk perspektiv derfor ikke noget ”standard forløb”. Det er dog væsentligt at understrege, at fokus i terpi altid er at skabe forandring, bedring eller lindring så hurtigt, som det kan lade sig gøre.
Hvilke erfaringer har jeg med terapi? Hvorfor skal man vælge mig?
Jeg har over 15 års terapeutisk erfaring og arbejder konstruktivt samt med ro og lethed om en lang række psykologiske, pædagogiske og eksistentielle udfordringer, belastninger og problemstillinger. Det er vigtigt for mig, at du føler, der sker en lindring eller en bedring i din situation. Er der forhold ved din situation som jeg vurderer der bedre kan arbejdes med hos en anden psykolog hjælper jeg dig selvfølgelig meget gerne videre.